KÆRE MOR

I dag er det d. 14 marts, og vejret er super skønt. Jeg tænker altid på dig, når vejret er godt – eller jeg tænker altid på dig, ligegyldig hvordan vejret er, men jeg tænker ekstra meget på dig, når der er blå himmel.
Jeg tror, det bunder i, at du om nogen elskede det gode vejr; ikke kun når det var sommer-varmt, men så snart solen stod på himlen, og der var skyfrit, så var du ude. Man vidste i hvert fald, hvor man skulle finde dig på disse dage. Så måtte vi andre pakke os godt ind, hvis vi ville være sammen med dig.

Der sker så meget lige for tiden. Gad vide om du sidder og følger med i alt det, der foregår her på jorden. Den sidste uges tid har været ret vild. Covid-19 har for alvor indtaget Danmark, og det skaber store konsekvenser.
Jeg spurgte Signe i går, hvad hun troede du ville have sagt til alt det her. Det er så underligt, du ikke er her, og det er underligt ikke at vide, hvordan du ville have tacklet det hele.
Jeg er så taknemmelig for, at du ikke oplevede denne virus da du lå syg, for dit immunforsvar havde ikke klaret den. Derfor tror jeg også, jeg er ekstra opmærksom på dem, som ikke har det bedste immunforsvar og dem, som ikke kan holde til at blive smittet, da jeg ved, du ville have været en af dem.
Men nok om Covid-19, det bliver der snakket rigeligt om. Det fylder faktisk det hele lige nu. Dog er det ikke den eneste ting, som fylder i min verden.

Dette oplæg bliver langt fra ligeså hyggeligt og sødt, som det sidste oplæg.
Mit liv er langt fra sødt og hyggeligt lige for tiden, da mine drømme er blevet til mareridt.
Det hele startede nogle måneder efter, du døde. Jeg fik utrolig svært ved at sove om natten, ikke om dagen, der kan jeg sove i timevis, men ligeså snart det bliver gjort klart for mig, at nu skal Andreas og jeg i seng, og lyset bliver slukket, så kan jeg ikke sove, eller rettere sagt jeg kan ikke finde ro.
Når jeg så endelig falder i søvn, så starter mareridtene. Jeg vågner typisk om morgenen efter sådan et mareridt med hævede øjne eller totalt gennemblødt af sved.
Mine mareridt veksler mellem to forskellige hændelser, og det er de samme hændelser, jeg drømmer om og om igen.
En af de hændelser, jeg drømmer om, er det sidste døgn ude på hospicet. Jeg drømmer, hvordan vi til sidst sad rundt om din seng og så dig ånde ud. Det billede står mig meget klart, måske fordi jeg sad helt oppe ved dit hoved, og jeg nærmest følte, du kiggede mig i øjnene. Jeg bliver ved med at se billedet for mig, og jeg kan mærke, hvordan alt indeni mig trækker sig sammen – for det var et SANDT mareridt.
Hvis ikke det omhandler det sidste døgn ude på hospice, så drømmer jeg, du virkelig afskyr mig. Du elsker mig ikke, du ønsker mig ikke, og du er enormt sur på mig.
Det hårde ved disse drømme er om morgenen og dagene efter; jeg er trykket, jeg er ikke til stede, jeg er ked af det, og jeg kæmper en kamp for at fortælle mig selv, det ikke er sådan, det er.
Men mor, det værste ved disse mareridt er, at jeg ikke bare kan køre ud til dig, du kan give mig et kram og sige, at du elsker mig, og så bliver det hele godt. Jeg skal selv fortælle mig disse ting, og gud hvor er det hårdt, og gud hvor kan det være svært.

Vores forhold har altid været enormt tæt, jeg har aldrig været i tvivl om, hvor elsket jeg var, og hvor ønsket jeg var. Jeg har kunne komme til dig med alt, og du har vidst alt om mig.
Inden du forlod denne verden, var du den, der kendte mig allerbedst. Vi har aldrig været uvenner i den forstand, hvor vi ikke snakkede sammen eller haft større skænderier end dem, der varede i mere end 5 minutter. Så disse drømme er det værste, man kan gøre ved mig. Det bunder nok også i, at jeg hver evig eneste dag tænker på dig og alt det gode, vi oplevede sammen, og hvor godt et menneske du var. Jeg kæmper for at holde liv i mine minder om dig, og derfor er det enormt frustrerende og hårdt, at mine mareridt skal komme og sætte gang i nogle tanker, jeg slet ikke kan overskue, og det ødelægger mine minder for en stund. For selvom jeg godt ved, det bare er mareridt, og at det ikke var sådan, det var, så gør det alligevel stort indtryk.

Disse mareridt kommer typisk i perioder. Jeg kan have 4 dage, hvor jeg har disse mareridt lige i træk, hver nat, og så går der måske 14 dage, inden de kommer igen. Men de er der, og jeg har dem stadig i perioder. Jeg vil dog sige, at jeg har det en del bedre nu end for nogle måneder siden, hvor det virkelig fyldte meget, men det er der også kun en grund til, at jeg har.
Jeg har nemlig virkelig lært, at det er vigtigt man snakker med de mennesker, man har omkring sig, om det der fylder, og det der går en på.
Jeg sagde det ikke de første par måneder til nogen, måske fordi jeg skammede mig en smule eller var irriteret over, det var det, der fyldte for mig. Jeg vil jo bare så gerne kun mindes og tænke på alle de gode ting, når det omhandler dig. Men jeg fandt hurtigt ud af, at hvis ikke jeg snakkede med nogle om disse mareridt, så ville det trække mig helt ned, og så vil det blive meget sværere for mig at komme op igen.
Derfor snakker jeg altid med Andreas eller Signe om disse mareridt, og så går jeg ligesom hele mareridtet igennem med dem. Det resulterer i enten en snak om de sidste døgn, vi havde med dig, som jeg tror er godt for os alle at snakke igennem, ikke bare en gang men mange gange, eller også resulterer det i, at de er med til at fortælle mig, at jeg var elsket og ønsket.

Jeg har lært, at man skal åbne munden og sige, hvordan man har det. Jeg har fundet ud af, hvor vigtigt det er, at man ikke går med det for sig selv – og det hjælper mig den dag i dag!
Men som du også tit sagde mor, så kan man også godt bare være ked af det nogle gange uden at vide hvorfor, og det har jeg virkelig også lært, at det er okay. Og disse dage er der også bare mange af, jeg ved jo godt, hvorfor jeg er ked af det oftest, men det er bare ikke altid, at det er lige nemt at sætte ord på, eller at det er noget, man magter at sætte ord på – det har jeg heldigvis nogle gode mennesker omkring mig, som ved, og de står klar med et kram, uden at jeg skal sætte ord på.

Jeg savner dig mor, jeg savner alt ved dig og alt ved dengang, du var her. Der er stadig dage hvor korthuset bare falder sammen og det ligesom går op for mig for 1000. gang, at det her er virkeligheden. Jeg tænker stadig ”hvorfor os?” Jeg ryster stadig på hovedet og finder det så uretfærdigt. Jeg havde aldrig troet, at jeg i en alder af 21 år skulle sidde og skrive til dig på denne måde, aldrig havde jeg troet, at jeg i en alder af 21 år skulle besøge dig på kirkegården, og aldrig i en alder 21 år havde jeg troet, at det her skulle være min virkelighed.

Men noget jeg ved, jeg har nu, det er en skytsengel. Jeg er slet ikke i tvivl om, at du er her, og at du holder hånden over os. Jeg ved, du følger med og ved, du passer på os.
Jeg oplever tit, når jeg er ude om aftenen, at der er en stjerne på himlen, som lyser lidt ekstra, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det er dig. Det ved jeg godt, at alle, som har mistet en, tænker, men du er helt klart mit lys i mørket.
Lyset fra dig baner vejen for mig i mørket, sådan tænker jeg altid.

Som du altid sagde til os, vi ses – Kys din Ida.

(TAK fordi du læste med!! Husk at tryk på den grønne “Følg blog +” knap ude i siden, hvis du ønsker påmindelser hver gang, der er nyt indlæg)