KÆRE MOR

Længe siden, endda rigtig, rigtig længe siden. Der har været fart over feltet det sidste stykke tid, så meget, at jeg overhovedet ikke har haft hverken tid eller overskud til at få skrevet.
Men i dag er jeg virkelig ramt af en følelse, en følelse som gør, at jeg har enormt meget brug for at skrive. Så det gør jeg.

Tilbage i august startede jeg på uddannelse. Det ved du sikkert, for en klog dame har ladet mig fortælle at du følger med hele tiden og er omkring mig hele tiden, så det kommer nok ikke bag på dig og forresten tusinde tak for det, men den tager vi en anden dag. Jeg har nemlig været ved healer og det var noget af en oplevelse.
Jeg har hele tiden vidst at jeg gerne ville i gang med at læse efter mit andet sabbatår, så følte jeg ligesom at jeg havde haft mine fjumreår, som nogle ville kalde dem.
Jeg var enormt bange for ikke at komme ind. Jeg troede faktisk ikke selv på, at det ville lykkedes mig. Men da klokken slog 00.10 natten til d. 22 juni, kunne jeg se at der stod jeg var optaget og jeg mærkede for første gang i flere år endelig følelsen af, at noget gik min vej og mit liv ligesom langsomt ville starte igen.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg siden du blev syg, virkelig ikke har set det vilde i livet. Jeg har følt at det hele har været noget værre lort, for hvordan skulle en verden nogensinde kunne give noget godt, når du ikke var i den.
Så at jeg endelig fik følelsen af, at nu ville mit liv starte igen, var virkelig en fed og på en måde lettende fornemmelse. Det der bare først slog mig efter lidt tid, var at det nu var et liv uden dig og en ny hverdag uden dig. Jeg skulle ligesom starte på noget, som du ikke var en del af og som du heller aldrig vil blive.
Men selvfølgelig skulle jeg starte, jeg ville det jo så gerne og om jeg vil det eller ej, så går livet jo videre uden dig.

Jeg havde ærlig talt skyhøje forventninger til denne uddannelse og de næste 3,5 år. Jeg var klar til at komme videre i mit liv og ikke blive set på som ‘hende der mistede hendes mor’, jeg kunne ligesom starte på en frisk – kort sagt, jeg glædede mig til at være Ida igen. Men en ting der hurtigt gik op for mig, det var at jeg bliver aldrig den Ida som jeg var før, jeg vil for altid være forandret og det har jeg endelig fundet ro i nu.

Men gud hvor jeg mangler dig og det gik op for mig ret kort tid efter jeg var startet. Det med at jeg ikke kunne fortælle dig om min første skoledag og fortælle dig om de mennesker jeg havde mødt, det gjorde ondt og på en eller anden måde følte jeg et kæmpe tomrum.
Jeg mærkede virkelig, at du rent faktisk ikke er her, når noget nyt og stort sker.
På en måde kan man sige, at det er gået op for mig, hvad jeg har mistet. Ikke nok med at jeg har mistet dig som mor, så har jeg også mistet den person jeg virkelig lænede mig op ad. Det er nu jeg mærker, at jeg virkelig skal til at lære at leve et liv uden dig.

Jeg er inde i en periode lige nu, hvor jeg tænker rigtig meget tilbage til dengang vi var små, og hvordan livet bare føltes som en leg.
Som Signe sagde i går, så savner vi inderligt at kunne tage ud til dig. Have en af de dage hvor vi bare hyggede os, du lavede god mad, vi var kreative og følelsen af tryghed var enorm.
Men gud hvor er jeg bare taknemmelig for, at jeg kan kigge tilbage og virkelig savne det og mindes det på en god måde. Tænk hvis jeg ikke gjorde det, det havde da været forfærdeligt. Så tak mor, tak for at have givet mig noget at kigge tilbage på med et smil og tak for at have gjort det så godt, at jeg den dag i dag, savner det mere end noget andet.

Jeg hørte podcast her den anden dag, “Jeg plejede at tro på forevigt”. Det er egentlig længe siden jeg har hørt den podcast. Det var lidt som om at efter Signe og jeg deltog i den, så havde jeg brug for en pause. Men en dag hjem i bussen, fik jeg pludselig lyst. Jeg finder stadig nogle gange i ro i at lytte til den. Når jeg lytter til den føler jeg mig ikke så alene i alt det her sorg og især at være ung og i sorg.
Men den dag var det en pige der var inde som gæst, som også havde mistet sin mor til kræft. Hun bliver på et tidspunkt spurgt om hendes mor var og er et forbillede for hende, hvortil hun svarer ”Ja både og, altså hun var jo også bare en irriterende mor”.
Hvor jeg bagefter sad tilbage med følelsen af taknemmelighed, for du var og er virkelig mit forbillede uden nogen som helst form for tøven. Jeg ser enormt meget op til dig også udover at du var min mor – tak!

Det er efterårsferie nu og det er virkelig gået op for mig, at jeg elsker denne her tid på året. Jeg synes farverne udenfor er så smukke og jeg får virkelig følelsen af afslapning og hygge. Derudover minder den her tid mig så meget om dig og heldigvis er det kun gode ting jeg mindes.
Jeg ser dig tit for mig. Jeg ser for mig, at du kommer cyklende på din elskede el-cykel, med dine røde slangeskindsstøvler, din blå flyverdragt og et enormt stor farverigt tørklæde, med cykelkurven proppet med de smukkeste blomster og diverse andre ting du har skrabet til dig i Netto, haha. Ud fra min beskrivelse, lyder det nok helt skørt, men du så skide godt ud!!!

Hyg dig og nyd de smukke farver, som du sikkert sidder og ser ned på, og så skrives vi nok ved inden længe igen!

Som du altid sagde til os, vi ses – Kys din Ida