KÆRE MOR

Mors dag, dagen hvor vi hylder de seje mødre, er lige rundt om hjørnet. En velfortjent fejring af alle de stærke mødre, og dagen hvor vi som børn får mulighed for at sige jer tak for den store indsats, som i gør igennem hele vores liv.
D. 12. maj 2019 blev sidste gang, vi fik lov til at hylde dig som mor. I hvert fald sidste gang vi fejrede dagen sammen med dig. I år er det en helt anden sag.

Vi husker sidste års mors dag tydeligt. Vi husker, hvor vigtig det var for os at fejre dig som mor, og fortælle dig hvad du betød for os, samt hvor sej en mor du var, og hvilket fantastisk stykke arbejde du havde gjort igennem hele vores liv. Den dag var fyldt med mange tanker og følelser, og det bundede helt sikkert i, at vi måske inderst inde godt vidste, at det var sidste gang. Sådan var det generelt med særlige mærkedage, det sidste år du levede. Tanken om at det nok muligvis var sidste gang, fyldte altid meget på disse dage. Men det gjorde også, at vi virkelig nød dem, og bare var i nuet og sugede så meget til os som overhovedet muligt.

Vi havde i lang tid op til mors dag snakket om, hvad vi skulle finde på til dig, da det ikke var helt nemt. Du var på dette tidspunkt blevet en del svag, og meget af din tid blev brugt på sofaen eller i sengen.
Men pludselig slog det Signe, at du selvfølgelig skulle have et abonnement til Mofibo, så du kunne lytte til hvad end du havde lyst til, når timerne var lange. Du fik typisk også blomster på dagen, og denne gang var ingen undtagelse. Ida havde købt den største og flotteste buket, som du kunne ligge og kigge på om dagen. Det var dog ikke meget glæde, du fik af den. For dagen efter mors dag, mandag d. 13. maj, blev det palliative team en del af vores hverdag. De var på besøg hos dig den mandag, og det var den første samtale, vi havde med dem. Du, bedstefar og vi var tilstede. Vi vidste godt, at situationen ikke var god. Men vi vidste måske ikke, hvor kritisk det egentlig var, før de foreslog en plads på Hospice. Mandag d. 13. maj var også dagen, hvor vi tænker, at det virkelig gik op for dig, hvor slem situationen var. De bad dig nemlig om at tage stilling til, hvem der skulle være dit talerør, hvis der pludselig skulle opstå en situation, som gjorde, at du ikke selv kunne tage beslutningerne. Du valgte os, og selvom det var et kæmpe ansvar, var vi glade for, du viste os den tillid. Senere den dag blev du indlagt på sygehuset, og du gav derfor blomsten videre til Signe, så hun fik glæde af den i stedet.

På søndag d. 10. maj er det mors dag, og vi står pludselig uden dig. Det er vildt at tænke på, hvad der er sket siden sidste års mors dag. Tid er en mærkelig ting, når man er i sorg. Dette år er gået så stærkt, og alligevel føler vi, det er 100 år siden, at vi sidst så dig. Det er især på disse mærkedage, at det gør ondt og savnet er ekstra stort. Da det er disse dage, det især bliver virkelighed.
I år bliver det et kæmpe luft-kys op imod himlen, en masse varme tanker og et smut forbi din gravsten med en buket blomster.

Vi savner dig! Vi elsker dig! Men som du altid sagde til os, vi ses – Kys din Signe og Ida.

(TAK fordi du læste med!! Husk at tryk på den grønne “Følg blog +” knap ude i siden, hvis du ønsker påmindelser hver gang, der er nyt indlæg.)