KÆRE MOR

Uge 43 er ved at lakke mod enden. Det har været en uge fyldt med minder fra fortiden og tanker om fremtiden. Det har været en uge i cancerens tegn, hvor man er blevet konfronteret med mange ting.
Det har absolut været en hård uge at skulle igennem. Men det er så vigtigt, at der er fokus på det, og tabuet er helt klart kommet lidt mere til livs i denne uge.

Sammen kan vi gøre en forskel, sammen knækker vi cancer. Fællesskabet er noget af det vigtigste i processen, det ved vi. Uden vores netværk var vi ikke kommet igennem det.
At have mennesker som står klar til at gribe dig, eller altid står klar med en hjælpende hånd, et kram eller blot en tanke er altafgørende. Vi priser os lykkelige for alle de fantastiske mennesker, der var med til at skabe vores fællesskab. Men du havde også gjort alt for alle andre mennesker, så selvfølgelig kom det 110 gange retur.
I går havde vi en snak om, hvor glade og taknemmelige vi er for, at du nåede at holde din “Cancerklan” aften. Det kom nemlig til udtryk flere gange under showet i går, hvor vigtigt det er, at man gør tingene nu, og ikke venter én eneste dag mere. Det må vi sige mor, du levede i nuet i den sidste tid. 

Jeg (Ida) husker tydeligt, hvordan vi for 2 år siden sad i sofaen og så knæk cancer showet sammen. Du spurgte mig på et tidspunkt midt i showet, hvor langt jeg troede, dit hår ville være næste år ved samme tid. Vi blev enige om, at det nok ville være en fin page, du ville sidde med. Vi smilede og grinede lidt af det, ikke fordi det var sjovt, men fordi det hele var så vildt og uvirkeligt, så hvad skulle vi ellers gøre.
På dette tidspunkt havde du det stadig godt. Man kunne slet ikke mærke på dig, at du havde kræft. Som du selv sagde; “Jeg føler mig ikke syg”. Derfor var det så vildt at sidde og se knæk cancer showet, velvidende at du var en af dem, man støttede denne aften.
På dette tidspunkt troede vi stadig, at du ville blive helbredt, og vi snakkede om hvor meget vi så frem til, at komme ud på den anden side. Nu sidder vi på den anden side, men en helt anden side end den, som vi havde regnet med…. Og hvor er savnet dog større end nogensinde før.

Det er ikke første gang, at vi har mistet nogen til kræften. Men i går var første gang, vi så knæk cancer showet uden dig. Vi håber, at både du og morfar sad og kiggede med, og så det overvældende beløb, som hele Danmark fik samlet ind. Vi håber, at dette store beløb kan gøre os endnu klogere på kræften, så det bliver færre og færre der taber kampen.

Den skrækkelige sygdom har allerede taget alt for meget fra os, lad den ikke tage mere fra os eller fra nogen anden!  

Vores tanker har også været hos dem, som stadig kæmper kampen. HUSK: “There is always hope”, med håbet kommer man langt. Som mange læger sagde til os, hvis ikke din vilje og tro havde været så stærk, så havde du slet ikke været her så længe, som for os var alt for kort tid.

Det er lidt over 4 måneder siden, vi mistede dig. Nogle dage føles det som, at det er flere år siden, vi sidst snakkede med dig, og andre dage føles det som om, det lige var i går, vi så dig.
Men ikke én eneste dag går der, uden du er i vores tanker.
Vi priser os lykkelige for alle de gyldne stunder vi havde sammen. Dem kan man aldrig få for mange af, og vi vil aldrig være dem foruden.

Som du altid sagde til os, Vi ses – kys din Signe og Ida