Dette oplæg er tanker jeg skrev ned for noget tid siden. Det er skrevet d. 1 august 2019.
 Både Signe og jeg har siden mors bisættelse skrevet lidt ned. Noget af det vi har haft skrevet, vil vi gerne dele med jer, da vi finder mange af de skiverier værdige og brugbare. 
Så her kommer et af mine skiverier, fra en dag hvor min mor var mere end bare savnet, og det hele føltes så uretfærdigt.

TORSDAG D. 1 AUGUST

PYHA!
Det har været en underlig og vild dag i dag. Jeg har haft den længste halvanden uge i mit liv, og hvor kunne jeg godt bruge en snak med dig lige nu.
Det var virkelig meget hårdere og sværere, at komme tilbage på job end jeg troede.
Jeg tror det var forestillingen om at få en hverdag igen jeg godt kunne lide, for det er tydeligt at mærke, at det langt fra er som jeg havde troet.
De folk der sagde det var for tidligt at starte, de får desværre ret. Men når jeg tænker over det, så er det jo heller ikke mere end 1 måned og 18 dage siden du forlod os.

Jeg valgte derfor i dag at sige op på mitarbejde. Det har virkelig ikke været nogen nem beslutning. Men noget jeg har lært meget de sidste to år, og noget jeg er begyndt at være god til, er at mærke efter – og det ved jeg mor, atdet ville du have været pave stolt over. Det var så vigtigt for dig, at vi mærkede efter. Og mor, det har jeg nu gjort!
Det har taget mig noget tid, men jeg kom endelig frem til beslutningen om at sige op. Netop for at passe på mig selv, og nu regner jeg stærkt med at søge noget professionelt hjælp.
For jeg må nok erkende, at det bliver nødvendigt… Jeg ved, hvor hårdt du prøvede at få mig til psykolog, mens du var her. Men jeg tror bare ikke, jeg var mentalt klar dengang.. Det er jeg nu..

Hele ugen har været hård. Jeg har været totalt ødelagt og ked af det, når jeg kom hjem fra en 4 timers arbejdsdag.
Dagene på arbejdet har været ulidelige, jeg har ikke været mentalt tilstede. Alt den omsorg, som man skal give videre til de små uskyldige børn, er ikke til stede i mig lige nu. Jeg aner ikke hvornår den vil komme igen – det er så frustrerende!

Det krævede virkelig meget af mig at sige op. Jeg føler mig pludselig så svag, gad vide hvad du sidder og tænker? Jeg ville ønske du kunne give mig nogle tegn, bare så jeg ved, at det jeg gør, er det rigtige.
Heldigvis havde jeg en god snak med far i går, hvor han fik gjort det klart for mig, at han synes, jeg skulle sige op. Her fik vi snakket om fordele og ulemper ved det. Det er virkelig gået op for mig, hvor meget jeres meninger, holdninger og hjælp betyder…
De ting du plejede at sige til mig, er nu noget far må sige i stedet, og han klarer det godt.Selvom jeg for alt i verden ville ønske, at du kunne komme med din mening… For det er DIN mening jeg vil have!
Den rolige hånd du altid lagde på min skulder, som fik alt indeni mig til at være roligt, den er væk. Og jeg kommer aldrig til at få den ro indeni igen eller mærke din hånd på min skulder….

Savnet er så stort i dag, og jeg har det forfærdeligt indeni.
Hvorfor er det her gået ud over mig/os? Hvorfor må vi ikke bare leve et helt normalt ungdomsliv? Jeg bliver sur og vred ved tanken om det. Hvad har vi gjort?
Jeg ville ønske jeg bare kunne arbejde derud af, ligesom alle andre unge på min alder. Hvorfor skal jeg stoppes nu? Nogle gange kan det virkelig være svært, at se en mening med tingene og livet…. Men som du sagde mor: ”der er en mening med alt”, og jeg prøver virkelig at se på tingene sådan, men det er svært…

Jeg er nu blevet sygemeldt indtil min opsigelsesperiode stopper. Det var virkelig pænt af min chef. Så fra i dag af skal jeg ikke arbejde før, jeg virkelig er klar.
Jeg ved allerede godt nu, at jeg ikke får den her sorg bearbejdet hen over en måned eller to. Men nu har jeg chancen for at komme i gang  med min bearbejdelse af sorgen. Give mig selv lov til at græde, mærke efter, gøre noget godt for mig selv og sidst men ikke mindst få noget hjælp fra nogen professionelle.
Jeg ved udmærket godt, at jeg aldrig kommer mig over sorgen, men jeg lærer forhåbentligt at leve med den.

Jeg har været ked af det, frustreret og lettet i dag. Lettet fordi jeg virkelig kan mærke, det var det rigtige for mig at sige op. Ked af det fordi jeg føler, det her er så uretfærdigt, og så har jeg været enormt frustreret over, du ikke bare er her…
Jeg har så vanvittigt meget brug for dig NU. Hvor er du? Du sagde, at du nok skulle klare den skide sygdom, men det gjorde du desværre ikke… Vi savner og mangler dig mere end noget andet.

Jeg havde tænkt, at jeg ville besøge dig (gravstedet) i dag, men det har jeg ikke gjort.. Hvorfor har jeg ikke det? Jeg ved det ikke. Jeg er så vred over du ikke bare er her. Men mor, det er jo ikke dig jeg er vred på, jeg er vred på sygdommen og på den uretfærdighed jeg føler det er. Du skulle selv have lov til at bestemme, hvordan du skulle herfra og ikke blive revet fra os…

Nu sidder jeg med møg ondt i maven over, at jeg ikke har gjort det…. er det forkert af mig?
Jeg besøger dig i morgen. DET VIL JEG!!!!! 
Jeg tror faktisk snart, jeg har brug for at besøge dig alene, så jeg kan snakke lidt med dig. Bare os to mor, ligesom alle de snakke vi havde, inden du blev revet væk fra os.

”Sorg er prisen vi betaler for kærlighed”, og jeg betaler prisen BIG TIME lige nu.

Som du altid sagde til os, vi ses – Kys din Ida