KÆRE MOR

FREDAG D.  6 SEPTEMBER

Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte. Jeg føler, at jeg har 1000 ting, som jeg gerne vil fortælle dig. Det er 3 måneder siden, vi mistede dig, og det føles allerede som flere år. Men der er virkelig også sket meget siden, og der har været fart på. Til tider har der måske været lidt for meget fart på, der har været så mange praktiske ting, arbejde og nyt studie at forholde sig til.

Ja mor, d. 26/7 fik jeg beskeden om, at jeg var optaget på det studie, som jeg havde søgt ind på. Jeg blev hurtigt fyldt med glæde, da jeg læste beskeden. Glæden over at noget nyt og spændende skulle ske inden for den nærmeste fremtid. Men det var ikke længe, at glæden fik lov at fylde – for hurtigt efter kom savnet og sorgen op i mig igen. Savnet og sorgen over at have mistet dig. Savnet og sorgen over ikke længere at kunne dele disse øjeblikke med dig.

Jeg fortalte dig ude på Hospice, at jeg havde søgt ind. Så det mest naturlige for mig var selvfølgelig, at jeg også skulle dele den glædelige nyhed med dig. Og det er her, virkeligheden rammer mig, for det kan jeg ikke længere. Aldrig vil jeg komme til at dele mine nyheder og glæder med dig på samme måde igen. Aldrig vil jeg se eller mærke din begejstring på mine vegne.

Den efterfølgende dag, fik tårerne lov at løbe frit hele formiddagen, og du fyldte meget i mine tanker. Hele dagen var jeg op til flere gange ved at ringe til dig. Tænk hvis du tog den… Jeg ved godt, at det måske var en åndssvag tanke, for det gør du selvfølgelig ikke. Telefonen ville bare have lagt og ringet ude på Hospice, og jeg ville have fået din telefonsvarer. Den tanke gør vanvittig ondt.

Det gør ondt, at jeg ikke engang kan skrive en SMS til dig længere. Det var meget sådan, vi kommunikerede til sidst. Vi skrev sammen stort set hver dag. Og jeg savner dine daglige motiverende beskeder så inderligt meget.

Der kom mange beskeder med lykønskninger hele dagen, og de varmede. Men den besked eller opringning jeg ventede på hele dagen, den kom aldrig, og det vil den aldrig gøre igen… Det var en ekstra hård dag, fordi det var første gang, hvor det virkelig gik op for mig, at du ikke længere er her på jorden med mig.

I dag er det fredag, og jeg har nu haft min første uge på studiet. Endnu engang har savnet og sorgen fyldt rigtig meget i løbet af ugen, for jeg har igen manglet dig. Din altid rolige hånd, dine meget beroligende kram og dine daglige motiverende beskeder.
Du har fyldt meget i mine tanker, og hver dag ønsker jeg, at dele min første uge på studiet med dig.

Måske sorgen og savnet fylder lidt ekstra i denne uge, fordi jeg har haft tid til at mærke efter. Inden studiestart havde jeg travlt med arbejde og en masse andre praktiske ting. Der har været meget at forholde sig til, og jeg har været lidt for god til at pakke sorgen og savnet væk. Det er bestemt ikke noget jeg er stolt af, og jeg aner heller ikke, hvordan jeg er i stand til at skubbe mine tanker væk på den måde.
Jeg har til tider simpelthen heller ikke turde at mærke ordentlig efter nede i maven. Fordi jeg godt vidste, at hvis jeg mærkede efter, så ville hele korthuset måske falde sammen. Det er ikke noget, som jeg har haft overskud til. Jeg ved godt, at det er dybt forkert.
Kære mor, jeg ved, at hvis du havde været her i dag, så havde du bremset mig. Du havde lagt din rolige hånd på min skulder, og fortalt mig at ingen skulle bukke under på det her. Det har nemlig altid været din indstilling til tingene, og især de sidste to år. Ingen skulle gå ned på det. Hvis det var tilfældet, så skulle der hjælp til. Det var også altid vigtigt for dig, at der blev snakket om tingene, og at der blev mærket efter nede i maven. Jeg ved, at det som gjorde mest ondt på dig, var at se sorgen, frygten og angsten i dine pårørendes øjne.

Men som du ved, så er jeg typen der er hård ved mig selv, og jeg kunne aldrig drømme om at byde andre mennesker samme behandling, som jeg giver mig selv.
Jeg skal helt sikkert til at mærke bedre efter, og det vil jeg for din og min egen skyld nu begynde på. For som en klog mand engang sagde til mig, så er alle følelserne inde i mig ligeværdige, og de skal alle have lige meget plads. Det er klart, at jeg vil have trælse dage, med triste tanker, men det er vigtigt, at jeg giver plads til disse dage, for ellers får jeg aldrig bearbejdet tabet af dig, min kære mor.
Det gør så ufattelig ondt. Man skal mærke det på egen krop, før man kan sætte sig ind i det, som jeg går igennem. Jeg ved godt, at det aldrig vil gå væk, men jeg skal til at lære at leve med det. For som du sagde til Ida, den dag vi snakkede ALT igennem, så var det jo ikke et valg vi havde, det er noget vi SKAL.
De sidste 2 år har været fuldstændig ubarmhjertige og umenneskelige, vi har skulle tage helt absurde svære valg. Hvordan vælger man mellem pest eller kolera? Men i de fleste situationer igennem forløbet har vi slet ikke haft et valg. Det er noget, som er blevet presset ned over hovederne på os. Det eneste vi kunne gøre var, at tilvænne os den nye situationen, acceptere det, og igen lære at leve med det.

Jeg kan lære meget af mine søskende. Jeg beundrer Idas måde at tackle sorgen på. Hun har nemlig lært at mærke ordentlig efter, og det er bare mega sejt.

Jeg savner dig meget – du er dagligt i mine tanker – og mine minder med dig vil aldrig forsvinde.

Elsker dig mor – vi ses – Kys din største bukkebruse.