KÆRE MOR

Klokken slog 21.00 og fra det sekund af, trådte vi ind i vores livs største savn. Sorgen ramte med det samme, som at få en kæmpe dør smækket i hovedet. Men tak mor, du gjorde det så fint. Du ventede på, at vi alle sad omkring dig. Du havde kæmpet de sidste døgn, så du både nåede at runde de 47 år samt din og Kickes 1 års dag.

“Jeg elsker jer” fik du fremstammet lørdag formiddag, og det var det sidste, vi hørte fra dig. Derfra og indtil søndag aften klokken 21.00 er vi sikre på, at du gjorde dig de sidste forberedelser til at tage på din sidste rejse.

Du er et sted nu, hvor du ikke har ondt. Du fik fred, efter en møg ulige kamp..
Søndag d. 16 juni 2019 blev dagen, hvor vi tog vores første afsked. Dagen hvor vi skulle meddele vores nærmeste, at du nu var gået bort, var kommet:

“Igår aftes var der fuldmåne, den var stor og rund – lige ved siden af den lyste der en klar lille stjerne op på himlen, som jeg ikke er et sekund i tvivl om var min mor.

Jeg har de sidste døgn været i helvede. Men igår var også mit livs værste aften, et ægte mareridt….

Min mor sov ind igår aftes, med alle hendes nærmeste omkring sig, lige som hun ønskede det. Hun har kæmpet en ulige og meget uretfærdig kamp mod kræften… og er nu et meget bedre sted… et sted hvor hun ikke har ondt eller andet… et sted hvor hun har fred.

Jeg er knust, helt ødelagt og alligevel fatter jeg det stadig ikke. Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan noget kan være så uretfærdigt. Hvordan noget eller nogen kan tage sådan et skønt menneske fra os… det er ubarmhjertelige og alt alt for tidligt…..

Jeg har ondt indeni, og har svært ved at se de lyse stunder/dage skal komme igen… men det siger de jo at de gør.
Jeg skriver det til jer, for at i ved hvordan min situation ser ud pt.”

Du havde gjort det tydeligt for os, at du ønskede, at vi skulle være dine talerør fra den dag, hvor du ikke selv kunne. Det var derfor på sin plads, at vi stod for alt det der skulle ske, fra den dag du rejste. Det hele føltes så urealistisk og surrealistisk, vi forstod det ikke. Det hele blev først til virkelighed, da hverdagen ramte igen.

Vi ved udmærket godt, det var din bisættelse vi skulle planlægge, dine papirer der skulle ordnes, dit hus der skulle pakkes ned, alt var jo for dig. Men du manglede bare, det var dig vi altid sparrede med, når der skulle ske ting, tages beslutninger osv. Pludselig stod vi med nogle meget store og voldsomme beslutninger selv. Helt uerfarne og uvidende, det krævede vi var stærke, og det var vi for dig. Vi har altid været et team, og nu er det team revet fra hinanden….

D. 21. juni tog vi vores anden afsked, men det er langt fra den sidste.
Din bisættelse fandt nemlig sted d. 21. juni i Enghøj kirke, som du ønskede. Det hele var så fint, mor. Alt var så fredfyldt, alle var der, der var tusindvis af blomster – du ville have elsket hver og en. Himlen beskrev hele situationen. Den var meget mørk og trist, inden vi trådte ind i kirken. Men da præsten sagde dit navn, bragede en solstråle igennem vinduet og ind i kirken. Og solen skinnede på os, da vi sendte dig afsted med bilen. Vi er ikke et sekund i tvivl om, at det var dig som gav tegn. Du var med os hele vejen, tak.

Vi gjorde lige som du havde fortalt, du gerne ville have det. Bisættelsen blev indledt med musikstykket Jesus bleibet meine Freunde, vi sang salme 787, præsten fik fortalt alle hvor taknemmelig du havde været, vi gik med Smilla mellem os da kisten blev båret ud til “Om lidt”, vi lagde en pæon blomst på kisten, og sidst men ikke mindst var vi alle samlet på matriklen efter kirken og drak en gudedrik, ligesom du ville have lavet den.

Mor, vi vil aldrig glemme denne dag. Hvordan kan det være rimeligt, at man som 20 og 23-årig, skal tage afsked med sin mor på denne måde. Vi skulle have stået i kirken sammen til jul, som vi plejede, du skulle have siddet med når vi forhåbentlig skal giftes, men det kommer du aldrig til. Fra denne dag af, vil kirken altid have en meget særlig betydning for os, det var sidste gang vi var samlet. Vi savner dig mor, og hvor ville vi dog ønske, at dette blot var et mareridt.

Vi håber mor, at du så med, og at du ligesom os, synes at dagen var lige i din ånd.

Som du altid sagde til os, vi ses – kys din Signe og Ida