KÆRE MOR

KÆRE MOR

I dag er det fredag d. 28 februar 2020, snolleren står på bordet og X-Factor kører i baggrunden. Som du ville have sagt det mor, vi RÅ-HYGGER! Hyggetøjet er på, og weekenden kan for alvor gå i gang. Du elskede weekenderne. Du så frem til afslapning, venindehygge, familietid og spinning søndag morgen. Vi så frem til de lækre morgenmadsborde, som altid stod klar klokken 10.00. Der var tænkt på detaljerne, du havde styr på det og der manglede ingenting. Du både gav æggene øjne og huer på, og lavede sjove figurer ud af frugten.

Vi er nu allerede et godt stykke inde i 2020, og tiden flyver afsted. På det seneste har det været tankerne om, hvem du var som person, som mor og ikke mindst gamle minder, der har fyldt mest. Disse tanker og minder skaber både grin, smil og tåre.

Din kærlighed til mad var stor. Eller rettere sagt; din kærlighed til at gøre andre glade og tilfredse gennem dine veldekorerede og lækre madanretninger var stor. Du elskede og brugte meget tid på at lave lækre morgenmadsborde, middags-sandwicher, kager og aftenmenuer til alle gæsterne. Der var nemlig tit gang i huset. Det var ikke blot til særlige lejligheder, at der blev inviteret gæster, men ofte også bare fordi du elskede selskab og besøg. Dine veninder, venner og familie betød meget for dig. Du havde et enormt netværk, og det mærkede vi især, da sygdommen ramte. Du ville gøre alt for dine nærmeste, og satte stor pris på dem. Her behøvede du heller ingen særlige lejligheder til at forkæle dem med små lækkerier. Du gav tit fra dig – BARE FORDI.

Din enorme kærlighed til os var måske noget af det største, og vi har på intet tidspunkt været i tvivl om den. Din kærlighed og støtte har altid været meget tydelig.
KOM SÅ ROTHMANN, LÅLÅLÅLÅLÅ” “HVEM KA’, ROTHMANN KA”, diverse kampråb fløj altid gennem luften, inden en af os skulle til kamp. Prøvede vi at stoppe dig, så blev råbende blot højere og højere. Hvis vi skal sige det, så synes vi faktisk, at det er en ret fin beskrivelse af dig mor. Du ville absolut ikke høre på, hvad du ikke kunne eller skulle gøre. Du ville i stedet hurtigt vise alle, at du SAGTENS kunne og gerne selv ville. Du var nemlig en meget selvstændig, viljestærk og stædig kvinde.

Noget vi også snakkede om den sidste tid og vendte tilbage til flere gange, var hvordan du havde opdraget os. Da vi var yngre, skulle du for eksempel bare kigge på os, og så vidste vi med det samme, om det vi havde gjort, var godt eller skidt. Du endte selv med at sige; “Jeg har været streng men retfærdig” og hvor er det rigtigt. Du havde nogle forventninger og krav til os, men sagde også altid; “Så længe du gør det bedste du kan, så kan du ikke gøre mere”.
Mor, respekten til dig var enorm. Lige så meget ro i maven du kunne give os, ligeså meget uro kunne du skabe i vores små maver. Uroen handlede i bund og grund om, at vi så nødig ville skuffe dig. Du sagde altid; “Jeg finder ud af det”, og så fortalte du om alle dine spioner rundt i byen, som ville fortælle dig, når vi lavede narrestreger. På dette tidspunkt var vi ikke klogere, og troede selvfølgelig på dine spioner. Derfor gik Ida og jeg, i flere dage en sommer, med ondt i maven. Du husker det sikkert lige så tydeligt, som vi gør. Vi havde nemlig været på æblerov, i en fremmed have, og det må man selvfølgelig ikke. I vildrede over at have gjort noget, som vi ikke måtte, gemte vi beviserne under sengen. Vi gik i flere dage og krydsede fingre for, at spionerne ikke havde set os. Det endte dog med, at det var lugten fra de rådne æbler under sengen, som afslørede os. Pludselig havde vi et meget stort forklaringsproblem. Et lige så stort problem som da det afklippede hår fra Ida’s dåbs-bamse var skubbet ind under kommoden.

Noget rigtig mange kendte dig for, var dit kæmpe hjerte. Du åbnede altid dine arme for alle, og du ville så gerne redde alle i hele verden, hvis du kunne. Derfor opdragede du os også til at være gode ved alle, også dem der ikke var vores bedste venner.

Livet har langt fra altid været en dans på røde roser, men du formåede altid selv at gøre det mindste til noget godt. Du var, er stadig og vil altid være et kæmpe forbillede. Vi snakker tit om, hvor meget vi så, og stadig ser op til dig, og hvordan du var som menneske. Ikke bare fordi du er vores mor, men du formåede virkelig at vise, hvordan man som menneske kan være noget for alt og alle. Du har sået så mange frø i os, som vi nu vil gøre vores bedste for kan blomstre.

Nogle gange er det ikke kun de store ting, der betyder noget her i livet, det har vi virkelig lært, og endda på den hårde måde. Det er ikke altid det går op for en, før man virkelig prøver at miste nogle af de små ting, som vi ellers bare tog forgivet. Så simple ting, som en hyggelig fredag aften, en middag med gode venner eller en spinningtime i fitness og så meget mere.

Det hele lyder meget rosenrødt og godt, men mor det var sådan det var, da du var her.
Det er skrevet præcis som det var, og det kommer direkte fra hjertet. Du var indbegrebet af positive vibes. En del af det er væk, men vi holder fast i det der er tilbage, og vi vil altid tage det med os. Ligesom alt det andet som du nåede at give mens du var her.
Tro os mor, vi har lært hvad der er bagateller her i livet, og hvad der virkelig betyder noget.

Mor du var en meget rummende, hjertevarm, farverig og elskværdig person. Vi kunne blive ved i uendeligheder med beskrivelser af dig som person, samt kaste et blik på alle vores skønne minder. Men vi vil stoppe for nu, for vi er helt sikre på, at du og dig der læser med, har fået det helt rigtige billede af dig, og hvem du var som mor.

Som du altid sagde til os, vi ses – Kys din Signe og Ida

(TAK fordi du læste med!! Husk at tryk på den grønne “Følg blog +” knap ude i siden, hvis du ønsker påmindelser hver gang, der er nyt indlæg)

9 kommentarer

  • Knud Rothmann

    Det er en rigtig flot beskrivelse af jeres mor.
    Vi savner hende rigtig meget.
    Kærlig hilsen Bedste Birgit og Bedstefar. ❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Knud Rothmann

    Hej med jer.
    En rigtig flot beskrivelse af jer mor.
    Kærlig hilsen Bedste Birgit og Bedstefar. ❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette Nielsen

    💜💜💜

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • livgosvig@hotmail.com

    Helt rigtigt skrevet ! Sådan så/ser vi alle Heidi❤️En dejlig og frisk kvinde, som altid havde armene åbne for alle🙏🏼❤️❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette Lang Baykal

    Så smukt skrevet! Jeg savner jeres fantastiske mor HVER dag! 🙏❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lea Guldberg

    ❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

KÆRE MOR