KÆRE MOR

KÆRE MOR


Som nævnt i tidligere indlæg, er det en meget underlig tid. Pludselig har man fået rigtig meget tid hjemme. Ja, man har egentlig ikke andet end tid hjemme pt. Hvad skal man så lige få alt den tid til at gå med? Herhjemme har vi forsøgt os med et kæmpe puslespil, tegnet, ordnet en masse praktiske ting osv.
Tanken om hvad du ville have fået tiden til at gå med, slog mig – Du ville da helt sikkert have bagt en masse!
Du om nogen, elskede tiden hjemme, for det resulterede i, at du havde en masse tid med familien og en masse tid til at bage og lave lækker mad.

Derfor besluttede jeg mig for at bage en af de ting som du ofte bagt – nemlig Nutella-stjerne. Og selvom det bare er en Nutella-stjerne, og det egentligt ikke kræver særlig meget at lave den, så formåede du altid at få den til at smage som et mesterværk.
Nutella-stjernen stod tit klar på bordet, når vi kom hjem fra skole eller arbejde. Smilla fortalte mig også i går, at den tit stod klar når hun kom hjem fra skole med en veninde.
Så for os kendetegner den virkelig vores eftermiddage sammen, hvor dagen tit blev vendt.

Jeg har prøvet at gøre dig kunsten efter, men jeg kunne godt smage, at det ikke var dit mesterværk. Dog synes jeg faktisk, at den blev okay god. Jeg blev måske selv positiv overrasket 😉 Det ville have været prikken over i’et, hvis jeg kunne have delt den med dig, og vi kunne have vendt dagen sammen.

Hvis nogle af jer, som læser med, får lyst til at lave en Nutella-stjerne (hvilket jeg håber 😉 ), så har jeg skrevet opskriften ned til jer. Giv gerne et kæmpe stykke til jeres mødre og giv dem et kæmpe knus. Det ville jeg ønske jeg kunne have gjort.

Ingredienser:
3 deciliter mælk
50 gram gær
1 æg
1 spsk. sukker
80 gram smeltet smør
½ tsk. salt
650 gram Hvedemel
1 glas Nutella (300 gram cirka)

Fremgangsmåde:

  • Varm mælken op og kom derefter gæren i.
  • Tilføj æg og sukker deri.
  • Kom hvedemel i og tilsæt så den smeltede smør og og salt.
  • Ælt det hele sammen og lad derefter dejen stå og hæve i 45 min.

Efter dejen har hævet:

  • Del dejen i fire lige store dele.
  • Rul hver kugle ud så den bliver til en flad cirkel på 25 centimeter.
  • Kom nutella på den første cirkel og læg dernæst næste cirkel ovenpå og gentag indtil du lægger den sidste cirkel på (Den øverste cirkel skal der ikke være nutella på)
  • Skær hele vejen rundt så det bliver en helt rund kage (Brug eventuelt en tallerken)
  • Sæt et glas i midten af kagen og skær dernæst ud fra glasset til kanten. Der skal være 16 snit i alt.
  • Tag to af stykkerne du har skåret og vrid dem ind mod hinanden. Gentag det med de næste to stykker og fortsæt til du har gjort det ved alle.
  • Pensel eventuelt med et æg til sidst.
  • Tænd ovnen på 200 grader og kom nutella-stjernen ind i 12-20 minutter.

Jeg håber, at du kunne se, at jeg lavede en nutella-stjerne, og at du ved, den var tænkt til dig.

Jeg savner dig! Som du altid sagde til os, vi ses – Kys din Ida

(TAK fordi du læste med!! Husk at tryk på “Følg blog” knappen, hvis i ønsker påmindelser hver gang der er nyt indlæg)

 

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

KÆRE MOR